Hunde og nytår – en guide til en god aften

Så er det december og nytår er på vej! 
Heldigvis er fyrværkeriloven nu ændret, så det kun er få dage omkring nytåret, der rent faktisk må skydes af. Det har reduceret afskydning af fyrværkeri i december – men helt slipper man som regel ikke for det.

Her vil hundetræner og adfærdsrådgiver Mia Trier-Knudsen fra Nordhund give dig nogle gode råd til at komme bedst muligt igennem nytår.

– HELE DECEMBER MÅNED –

AKTIVERING
Gå nogle gode, lange ture og træn øvelser med din hund hver dag, så den er træt og velstimuleret, og har mindre energi til at bekymre sig om lyde fra eventuelle skyderier.

Hav altid godbidder og legetøj med på ture. Hver gang din hund hører et skud eller hyl, så skynd dig at kvittere med en sjov leg, søgning af en håndfuld godbidder eller lignende. Det skaber association mellem skud og noget rart, og tager lidt af opmærksomheden fra lydene.

STIMULERING
Træn sjove øvelser, leg med den og giv den opgaver, hvor den bruger sin næse. Du skal gå efter en logrende hale! Det skal du, fordi jo bedre din hund har det i det hele taget – des bedre håndterer den stress og potentiel utryghed pga. afskydning.

Træn f.eks. SØG eller andet, hvor din hund får brugt sine sanser og sin hjerne. Det trætter på en bedre måde end ren motion. Og så er det jo altid en bonus at lære nye færdigheder!

TRYGHED
Hvis den skulle blive forskrækket og ikke kan afledes og engageres i noget andet, så tag den langt væk fra skyderiet hurtigst muligt, og sæt dig ned og skab tryghed ved at ae den roligt og tale beroligende til den.

En sejlivet myte er, at man ikke må kæle og trøste en utryg hund, fordi man derved forstærker dens angst – MEN DET PASSER IKKE! Du kan ikke forstærke følelsen af angst ved at vise omsorg for hunden, tvært imod kan du hjælpe din hund lettere gennem dens angst ved at være der for den og give den tryghed.

DAGSLYS
Det er som oftest værre, når det er mørkt; søg derfor at lufte hunden, mens det er lyst, og kør den meget gerne ud til skov, strand eller mark, hvor den kan få brugt kræfter og sandsynligvis ikke bliver udsat for afskydning. Hvis den skulle blive forskrækket enten ude eller i forbindelse med træning, så prøv først om du kan “fjolle den igennem det”; Start en leg med legetøjet, find en pind og kast med eller tril dine godbidder henad jorden og få hunden til at fange dem.

TILVÆNNING
Lær din hund “Lyd & Larm” øvelsen. Det går ud på, at hunden lærer selv at vælte ting og sager, og dermed får positiv association med lyde i et setup og et tempo, som den selv kan styre. Invester evt. i en lydtilvænnings-CD, Fx ”Auritus” eller “sounds scary”, eller find klip på YouTube. Afspil lidt hver dag, fx 5 minutter.
 I starten ganske lavt, hen ad vejen højere og højere. Men aldrig højere end at din hund er ok med det. 
Du kan lege eller træne lidt med din hund, mens Cd’en kører, eller du kan give den et ben at gnaske lidt på imens.

FOREBYGGELSE
Undlad at lade hunden alene hjemme i december måned efter mørkets frembrud, hvis der skydes af i dit kvarter. Der er ingen grund til at give hunden dårlige erfaringer inden selve nytårsaften.

Hvis du oplever, at din hund bliver forskrækket ved skud, så hold den i en lang line. Hvert år er der hunde der løber afsted i panik over skud, og ikke kan finde hjem. Det er jo en frygtelig oplevelse for både hund og ejer!

Hvis du oplever, at din hund reagerer på skud, kan det være en rigtig god idé at give den et naturligt præparat, der virker lettere angstdæmpende og beroligende i løbet af december. 
F.eks. AnxiCalm, Zylkene, Adaptil el.lign. Tal evt. med din dyrlæge om hvilken variant, du skal vælge.

– SELVE NYTÅRSAFTEN –

BEROLIGENDE
Har du tidligere observeret, at din hund reagerer med angst for skud og brag i løbet af december, så vil jeg råde dig til at tale med din dyrlæge omkring mulighed for medicin til d. 31/12. 
En kombination af beroligende og angstdæmpende medicin har i flere år været det man gav. Nu er der tillige kommet et nyt præparat “Sileo”. Det er en mundhulegel, som virker specifikt mod lydangst uden at sløve hunden. 
Hvis din hund ikke har reageret med decideret angst over skud og hyl tidligere, kan du også vælge at dosere op på et naturligt præparat d 31/12. Det kan din dyrlæge også rådgive dig om.

REGEL NR. 1
Din hund skal ikke lades alene hjemme! Heller ikke selvom den ikke er bange for skyderi.

Så vær allerhelst sammen med den, eller få den passet hos familie eller på en velrenommeret pension langt ude på landet!

Lej evt. et meget øde beliggende sommerhus eller en ødehytte i Sverige henover nytåret. Du får stresset af fra den travle hverdag og hunden er ikke panisk angst og stresset lang tid efter nytår. Det er da win win, vil jeg mene.

ADSPREDELSE
I løbet af den 31. december skal du aktivere din hund i hvert fald en halv gang mere end du plejer, og gerne dobbelt så meget som på en almindelig dag. Gå nogle ekstra lange ture, kør ud til nye steder, hvor hunden bruger sine sanser mere og bliver ekstra træt, træn med din hund, lav aftaler med hunde-legekammerater osv osv.

Kort sagt: Sørg for, at den er ualmindelig velaktiveret inden aften, selvfølgelig uden at motionere hunden mere, end den kan klare fysisk.

BELØNNING
Hav i løbet af aftenen en masse skåle med godbidder placeret rundt omkring i huset på borde/reoler osv. Hver gang der kommer et skud, kan du tage den nærmeste skål og vende bunden i vejret på den udover gulvet. Så får din hund noget at tage sig til, og skuddet associeres med godbidder fra himlen.

TRYGT SAMVÆR
Hvis din hund bliver for bange for skuddene til at ville spise godbidder, så vær ved den, hold roligt om den og tal beroligende til den – og lad den gemme sig, hvor den vil.

Pupenhagen nytår

LUFTETUR
Omkring 20- 21 tiden er det en god ide at få hunden ud og tisse en gang, for de færreste hunde er til at lokke ud, når klokken nærmer sig 24 og i adskillige timer derefter.
 Har du en hund, som tidligt viser, at den bliver utryg ved at gå ud – så er Dronningens Nytårstale som regel et rigtig fint tidspunkt at lufte hund på – der er rimelig ro ved den tid.

PÅ SLAGET 12
Når klokken nærmer sig 24, så sørg for at hunden er ved dig (hvis den vil), og giv den så et stort, lækkert kødben eller andet den er interesseret i og kan bruge god tid på. Et marvben fyldt med dåsemad, torskerogn el.lign. der har været i fryseren, det kan også gøre det, hvis din hund ikke kan tåle rå ben. 
Hunden skal have benet ca. kvart i tolv, sådan at den er godt i gang med at gnave og spise når ”det går løs”.

AFSKÆRMNING
Sørg for at rulle gardinerne for, der hvor hunden ligger, idet lysglimtene ofte forstærker oplevelsen betragteligt.

Skru også gerne godt op for fjernsyn/musik, så bragene ikke opleves så tydeligt af hunden.

På youtube.com kan man ofte finde “white noise” eller andre beroligende lyde/sange specielt til hunde, man kan skrue godt op for, mens hunden skal have ro.

PUPENHAGEN ANBEFALER

– HVIS HUNDEN ER BLEVET BANGE –

AFLEDNING
Er den bare lidt ængstelig, så mind den om, at den jo lige var i gang med det her lækre ben. Alternativt kan du aflede hunden lidt med leg eller træning, ofte noget med lidt ”pep” på, for at få dens opmærksomhed lidt væk fra skyderierne.

STØTTE
Bliver den for bange til leg og mad, så vær hos den og tal stille og roligt med den, mens du klapper og kæler lidt for den.
 Hunde, der bliver meget bange, vil gerne gemme sig. Nogle ligger under sengen, andre i sofaen med en dyne over sig, andre søger i brusenichen.
 Lad din hund være, hvor den vil være, og vær der for den.

FOREBYGGELSE
Bliver din hund for bange til mad/leg, så bør du tænke i forebyggende træning i god tid inden næste nytår.

Og god tid – det betyder før næste sommer!

– HVAD SKAL DU IKKE GØRE –

LUKKE HUNDEN UD
Nogle hunde reagerer ved at stresse op og gø og vil måske gerne ud. Undlad at lukke din hund ud, også selvom den ikke ser bange ud! 
Hav den selvfølgelig ud og tisse, men undlad at stresse den yderligere, ved at lade den fare forvildet rundt efter lyd og brag!

Alt for mange hunde er blevet panisk angste efterfølgende, fordi de har været ude, mens naboen pludselig har fyret noget stort af.

Eller – værst af alt – er løbet hjemmefra. Lad os sammen sørge for, at færre hunde forsvinder fra deres trygge familier op til nytår og selve nytårsaften!

PISKE EN STEMNING OP
Undlad at piske en stemning op! Vær der for den, og lad den gemme sig hos dig, eller hvor den vil. Men tal stille og roligt til den, mens du aer den beroligende.
En sejlivet myte er, at man ikke må kæle og trøste en utryg hund, fordi man derved forstærker dens angst. DET PASSER IKKE!
 Som nævnt tidligere skal man selvfølgelig ikke piske en stemning op – men man skal bestemt være der for sin hund, passe på den og vise den omsorg ved at tage den op/holde om den/tage den væk fra det farlige hvis muligt/tale beroligende til den osv.

UNDLADE TRØST
Man kan ikke forstærke følelsen af angst ved at vise omsorg for hunden, tværtimod kan man hjælpe sin hund lettere gennem dens angst ved at være der for den og give den tryghed.

Pupenhagen nytår

Med ønsket om en dejlig december måned og nytårsaften til alle – ikke mindst hundene!

Mia Trier-Knudsen

Pupenhagen + Nordhund = BLOG om hunde, hundetræning og hundens adfærd

Læs mere om Mia HER – se Mias blogindlæg HER – besøg Nordhunds hjemmeside HER